Den vellidte underviser fra Holstebro Gymnasium og HF Finn Lyngholm Christensen nærmer sig sit første år som pensionist. Og han nyder det.
Vi begynder med slutningen.
Jeg kan nemlig konkludere efter et par timers interview med lærerlegenden fra Holstebro Gymnasium og HF Finn Lyngholm Christensen, at han efter et år på pension kun har slækket på ét enkelt punkt.
Hvor mange dage er der til jul?
– Uh. Jamen. Der må være syv, nej otte måneder og 14 dage.
Svaret er korrekt, 258 for at være helt præcis, men kommer knap så prompte som de utallige gange, han har indledt en undervisning i latin, historie eller oldtidskundskab med en opdatering på antallet af dage til juleaften.
Og det har blot været et af den elskede undervisers karakteristika, der blev opbygget efter 42 år inden for gymnasiets røde mure.
– Nedtællingen begyndte ved et tilfælde, men fortsatte, fordi det var et godt anslag til undervisningen. Så var vi ligesom i gang. Og så har jeg jo også fødselsdag juleaftensdag, ler Finn Lyngholm Christensen i samme tonefald som julemanden ham selv.
Ellers er han stadig alt det, tusindvis af elever på gymnasiet husker og elsker ham for. Nærværende, lun, livsglad og med en helt ekstrem stor kærlighed for antikken.
Nærværende hukommelse
Vi bevæger os tilbage til den mailkorrespondance, der fik interviewet i stand.
Her skrev jeg, at min mor var så heldig at blive undervist af ham på HF i begyndelsen af 80’erne. Finn Lyngholm Christensen husker det tydeligt og kvitterer med både årstal, navn og gode historier.
Sådan er han. En nærværende hukommelse. Det har altid været vigtigt for ham at få alle eleverne med i undervisningen, og det kræver en relation, som begynder med navnet.
Relationerne møder han stadig i dag, hvor han ikke kan handle i Kvickly uden at sige ”hej” til et par gode håndfulde tidligere elever.
Men hvordan gør du det?
– Lavpraktisk printede jeg altid klassebillederne ud, og så kunne jeg navnene efter en måneds tid. Mine fagområder kræver, at jeg har en stor viden og kan huske på rigtig mange ting, siger han.
– Min kone og jeg talte med en, som hævdede, han kunne huske opstillingen på det tyske VM-hold fra 1974. Det, syntes hun, var lidt vildt, indtil jeg fortalte, at jeg kunne Englands fra 1966, fortæller han grinende.
Lun personlighed
Du er i godt selskab, når du er sammen med Finn Lyngholm Christensen. Gode fortællinger, skarpt, opdateret verdenssyn og dybfølte grin.
Der ligger en let dyne af positivitet. Det har fulgt med, siden han begyndte som underviser på gymnasiet i begyndelsen af 80’erne til i dag, hvor vi sidder og taler på Holstebro Bibliotek omgivet af viden.
Er det et valg, du har taget i livet at være så åben og positiv?
– Det er sådan, jeg er, for det er den samme person, jeg er privat. Jeg var også underviser, når jeg kom hjem for at holde fri – og sådan ser jeg stadig mig selv. Man er den rolle, man spiller. Det bliver utroværdigt at spille en rolle, man ikke kan leve op til, siger han.
Roller har Finn Lyngholm Christensen haft nok af. Da jeg spørger ham til, hvad der står klarest fra de 42 år på gymnasiet, nævner han blandt andet de mange skolekomedier, han var med til at instruere og spille med i.
– Det førte faktisk til, at jeg et år blev vikar i drama, hvor jeg skulle føre en hel HF-klasse til eksamen. Jeg lærte dem at slås. Det havde vi det alle sammen meget morsomt med, griner han.
Rollen som underviser blev i sommeren 2024 skiftet ud med tilværelsen som pensionist. Det kunne føre til både identitetskrise og kedsomhed, men det eneste, der har ramt den 70-årige, er frihedens muligheder.
– Det har ikke været et identitetstab. Jeg er stadig Finn og stadig underviser. Jeg er på præcis samme måde, som jeg altid har været. Jeg har virkelig nydt pensionen, hvor jeg laver lige det, jeg har lyst til.
Livsglad tilværelse
Det er ret tydeligt, at Finn Lyngholm Christensen er glad for livet. At han sætter pris på den måde, livet har udfoldet sig på.
Han er glad for sin studenterhue, som ellers var i hård konkurrence med overtagelsen af faderens vognmandsforretning i Hobro.
Han har været glad hver eneste gang, han smilende er trådt ind ad døren til et klasseværelse på 100- eller 200-fløjen. Primært lokale 101, som var helliget Finn Lyngholm Christensens undervisning.
Og så er han glad, når han plejer sine ven- og naboskaber, er til generalforsamling i Tipsklubben, holder foredrag om antikken eller hænger ud med både aktive og pensionerede lærere i 60’er-klubben.
Faktisk er Finn Lyngholm Christensen ret overbevist om, at han tilhører den lykkeligste generation i hele verdenshistorien. Han har levet i et fredeligt og rigt samfund med muligheder for alle, som han selv formulerer det. Et samfund, der skal værnes om.
Det forklarer måske også den nærværende og lune personlighed, han stadig møder sine omgivelser med.
– Jeg har mange kontaktflader. Det er vigtigt for mig, at jeg holder mig i gang. Dannelsesmæssigt bliver man aldrig færdig med at udvikle sig. Det er ligesom en skoleopgave. Selvom dit niveau er højt, skal du blive ved med at udvikle dig, siger han.
– Opgaven kan altid blive bedre.
Holder antikken i live
Bedre kan resultaterne i Tipsklubben, som består af nuværende og tidligere undervisere på Holstebro Gymnasium og HF, i den grad også blive. Det er Finn Lyngholm Christensen selv, der siger det med resultaterne, for der er altid problemer i den 15 år gamle tipsklub.
Problemer, et slogan på et tidspunkt skulle afhjælpe. MTGA. Make Tipsklubben Great Again. Sammenholdet, drillerierne på tværs af klubmæssige tilhørsforhold og de gode generalforsamlinger har dog altid været great. Pengeregnen not so much.
Fodboldinteressen har for Finn Lyngholm Christensen også haft hjemme i det nærmest mytiske og nu nedlagte historiedepot på gymnasiet. Her var gode historier ikke kun henvist til depotets mange bøger, der især før internettets indtog var alfa og omega for underviserne.
– Jeg har holdt med AGF i 50 år, og da ’De Hviie’ vandt mesterskabet i 1986, holdt vi reception i det røgfyldte depot. Alle lærere var inviteret indenfor undtagen én, der holdt med Vejle, men han kom selvfølgelig alligevel. Der findes mange gode historier fra det depot, husker han med et smil.
De andre historier fra depotet, dem fra antikken skrevet sort på hvidt i tunge bøger, holder Finn Lyngholm Christensen i live, når han holder foredrag. Det elsker han. Lige så højt som de mange timer i lokale 101. Og langt mere end det nuværende verdensbillede.
Nuvel, antikken har også sine mørke perioder, men Finn Lyngholm Christensen holder nervøst øje med den verdenshistorie, der bliver skrevet lige nu.
– Som historiker er det en tough periode lige nu. Det er sandheden, der er problemet. Rettere sagt manglen på samme. Fake news, kontrol med medier og de forskellige ekkokamre er problematiske.
– Det er total mangel på dannelse og det at udvise respekt. Demokratiet lever af, at vi deler vores holdninger. Derfor gør det faktaresistente ekstra ondt på mig, siger han.
Så fik vi også en bid af Finn Lyngholm Christensens alvorlige mine. Her var noget, der bekymrede den ellers urokkelige pensionist. Noget, der går stik imod hans mantra, han har brugt både privat og som underviser.
– Vi vil hinanden det godt. Således kommer man længst.
Det fører os tilbage til begyndelsen. Mailkorrespondancen, hukommelsen og nærværet. Finn Lyngholm Christensen sendte nemlig en anekdote med i mailen om min mor, hvis spørgsmål og opfordring meget godt rammer ind, hvordan det var at være til undervisning ved Finn.
– Skal vi ikke trives i dag, Finn?
Det er lige netop det, han gør, Finn Lyngholm Christensen. Han trives i sin pensionisttilværelse som en del af den lykkeligste generation i verdenshistorien.
