Oberst Søren Damgaard Møller har i 35 år haft Holstebro og JDR som sit omdrejningspunkt og besidder i dag rollen som regimentschef.
Det har aldrig været en drøm, at Søren Damgaard Møller skulle have sit nuværende drømmejob som oberst og regimentschef ved Jydske Dragonregiment, JDR.
Måske også en anelse hovskisnovski at møde op som værnepligtig ved Fynske Livregiment i 1989 med lige netop den drøm.
Nej, drømmen er kommet snigende i takt med udnævnelser, udmærkelser og udsendelser fra de spæde skridt som sergent i begyndelsen af 90’erne til officersuddannelsens stjerner på skuldrene i det nuværende årtusinde og drømmejobbet i 2023.
Altid med udvikling for øje. Aldrig bange for den usikre grund.
JDR og det midt- og vestjyske har – med få undtagelser – i alle årene været basen for familien, der foruden Søren består af brigadegeneral (graden over oberst må forstås) Dorthe og parrets to knejter, som begge har fuldt i farens støvleformede fodspor.
På samme måde som Søren trådte i sin egen fars fodspor.
Jeg møder obersten i sit køkken i den vestlige del af Holstebro og begynder med det spørgsmål, jeg er sikker på, mange er interesseret i at få svar på:
Hvad laver en regimentschef på en helt almindelig, altid ualmindelig arbejdsdag?
Åbner avisen med bævrende læber
Svaret på spørgsmålet er delt i tre, og lige netop det faktum har fået Søren til at elske sit vekslende arbejde.
– Det er en blanding af interne og eksterne møder, kontorarbejde, og så gør jeg en dyd ud af at komme rundt til de forskellige enheder på kasernen for at høre, hvad der rører sig hos officerer og befalingsmænd. Jeg er glad, hver eneste dag jeg går på arbejde, siger han.
Det var egentlig ikke en del af planen, at snakken skulle falde på Sørens professionelle virke og verdenssituationen, men når sidstnævnte er lige så ustabil som det aktuelle aktiemarked, er vi nødt til at få et par ting på plads.
For selvom Søren igennem sine mange år som leder har lært at lade sit arbejde ligge på kasernen, så kan den højspændte, globale situation ikke ignoreres, når kaffen indtages i weekenden.
– Jeg kan i min militærkarriere ikke huske et lignende tidspunkt som nu. Det er med bævrende læber, jeg åbner avisen hver morgen, for det er svært at vide, hvilken idé der nu er ført ud i livet. Det er utilregneligt og en smule utrygt, siger han.
– Jeg tror, disse år kommer til at fylde meget i verdenshistorien. For kan vi holde fast på NATO? Og hvis ikke, hvad så med Europa?
Når obersten slapper af
Obersten deler sine betragtninger om verdenssituationen med en rolig, lettere alvorlig mine, som dog hurtigt bliver løsnet, da jeg spørger ind til kærligheden til Aarhus Gymnastikforening, AGF. Og så alligevel, for det er ikke altid lige nemt at være fan af ’De Hviie’.
– Det har hængt ved, siden jeg som ung på Djursland ofte var til fodbold i Aarhus. Det er det sure med det søde. En gang fan. Altid fan. Vi er ’De Hviie’.
Fodbolden bliver indledningen til en snak om det at koble af og lade hjernen få luft, når man som regimentschef mere end mange andre er nødt til konstant at forholde sig til nyhedsbilledet.
– Jeg lærte hurtigt at kunne slappe af. Dorthe og jeg træner på det samme hold i fitness 2-3 gange i ugen, så vi midt i travlheden husker hinanden. En god lokal vennekreds, Rotary-medlemskab, et sommerhus i Vedersø og min motorcykel får mig i den grad også til at slappe af. Her får min hjerne frisk luft, siger han.
At han nævner den lokale vennekreds, får mig til at tænke på, om der egentlig er forskel på den civile Søren, som vennerne ser, og så chef-Søren?
– Jeg ville gerne kunne svare nej, men det er ikke realistisk. Jeg er chef på kasernen, hvorimod Dorthe er chef herhjemme.
Søren beskriver rollefordelingen med et kærligt smil, mens han møder et andet smil bag mig, hvor Dorthe sidder i lænestolen og følger med i samtalen. Om det er sandhed eller billige point, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.
– Jeg gør meget ud af ikke at påtage mig en rolle. Det ville folk gennemskue meget hurtigt. Der er rigtig mange, der kigger på mig og kræver et svar i løbet af en arbejdsdag, så der vil være forskel på de to Søren’er. Men jeg er ret sikker på, at mine venner ville kunne genkende mig, hvis de så mig på mit arbejde.
Havearbejde versus onsdagssnegl
Chef-Sørens ordentlighed, disciplin og professionalisme – og det entydige fokus på at løse opgaven – er forholdsmæssigt de samme dyder, han efterlever civilt. Det er tydeligt. Lige på nær ét område, hvor der måske bliver slækket en anelse på det entydige fokus.
– Jeg skal grave dybt i motivationskassen for at gå i haven. Det ville gøre ondt, hvis haven ikke spillede, men her er det altså Dorthe, der skal have æren, siger han med et anerkendende nik over mod lænestolen.
Motivationen er derimod anderledes høj, når Bager Max har kræset om en hindbærsnitte eller en onsdagssnegl. Ja, den der snegl, der vel vejer på den gode side af et kilo. Kagetrangen er hullet i osten, som Søren selv formulerer det. Og noget, der er gået i arv til sønnerne på samme måde som interessen for det danske forsvar.
Sønnen Mads, som er kommet hjem på dette tidspunkt af interviewet, refererer fx til en episode, hvor han var nødsaget til i raskt tempo at spise sin onsdagssnegl færdig, inden Søren kom hjem fra arbejde. Klog af skade, om man vil.
Når Søren fortæller om de kerneværdier, han og Dorthe har givet videre til sønnerne, er det ikke kærlighed til kage, der fylder, men derimod at være glad for det, man foretager sig. De vil derfor kun blive mødt med forståelse, hvis uniformen en dag ikke længere matcher ambitionerne.
Den knitrende is
Søren bilder sig ind, at han ikke har påvirket de to sønner til en militærkarriere, hvor de begge i dag er sergenter i Hæren. Men som søn af en officer er det en naturlig del af livet og ens barndom at forholde sig til Forsvaret. Din far har uniform på, og nogle gange er han ude at rejse.
De har måske også fået Sørens mentalitet med sig. En mentalitet, der lægger sig tæt op ad JDR’s motto Fortes Fortuna Juvat. Lidt frit oversat: Lykken står den kække bi.
– Jeg kan godt se mig selv i biens risikovillighed og tapperhed, når jeg intuitivt skal løse en udfordring og tage en beslutning. Jeg trives bedst, hvis isen knitrer lidt under mig. Når det bliver for hverdagsagtigt, skal jeg kastes ud et sted, hvor jeg er utryg, og hvor min faglighed testes.
– Derfor har jeg også sjældent været i en stilling mere end 3-4 år. Det har kendetegnet mig og mine 35 år i Forsvaret, at jeg altid har udfordret mig selv og aldrig været bange for at kaste mig ud i noget. Lidt Pippi Langstrømpe er der vel over mig, siger han.
Derfor ser han bestemt heller ikke, at han bliver siddende på sit hjørnekontor ved JDR, indtil pensionen banker på døren om otte år. Det næste step kan i virkeligheden være i hele verden med ét stort forbehold:
– Det er min klare forventning, at vi aldrig skal flytte fra Holstebro.
Den må være god, den onsdagssnegl.
