Simon Beyer-Pedersen er danser med dansk og international karriere bag sig. Nu fletter han erfaringer fra kunst og sport sammen i nye fortællinger og fællesskaber hos legendarisk teater i Holstebro.
”Kaffe? Vi er verdensberømte for vores espresso,” smiler Simon Beyer-Pedersen i et trangt køkken, som har årtier på bagen.
Det kan lyde som en tilsnigelse, at Særkærparken 144 skulle huse barista-oplevelser, der er faldet i smag hos kræsne kendere fra hele kloden. Vi er immervæk for enden af en hullet asfaltvej med parcelhuse på den ene side og autoforhandlere, tømrerfirmaer og revisorer på modsatte fortov.
Men der er noget om snakken: For vi er hos Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret. Siden det kom hertil fra Oslo i 1966, har det eksperimenterende teater manifesteret sig som internationalt berømmet avantgarde. Tusindvis af kunstnere og publikummer er gennem tiderne valfartet hertil.
På komfuret sprutter espressokanden sit sorte guld ud, men så går hyggelige hvæs over i en hylende falset så skinger, at man må frygte for emaljen på sine fortænder. Én af Simons kolleger kommer ilende til:
”Føj da! Den lyd er godt nok fæl. Kan vi bruge den i en forestilling?”
Knæskade blev stopkolds
Simon Beyer-Pedersen er producent. Han arbejder med teatrets egenproduktioner, gæstespil og co-produktioner. Oprindeligt danser udlært på Den Danske Scenekunstskole i 2009. I årene der fulgte, havde han en succesfuld karriere herhjemme og i udland. Ved siden af dans og koreografi drev han egen danseskole.
”Da jeg spillede med i Det Kongelige Teaters opsætning af Kong Arthur på Moesgaard i 2019, fik jeg en meniskskade. Kiropraktoren undersøgte mig og spurgte, om jeg havde indfriet mine drømme som danser? Så vidste jeg, hvad klokken var slået”.
Da tæppet gik ned for dans, skiftede scenen til sport. Simon tog en professionsbachelor i Sport Management ved Professionshøjskolen UCN i Aalborg. Det kan ligne syvmileskridt at gå fra kunst til sport, men for Simon har de to verdener meget til fælles:
”Kunst og sport knytter mennesker sammen i små universer. Det har vi brug for – måske mere nu end nogensinde givet den kaotiske tid, vi lever i. Både for os, der har livserfaring at trække på og – ikke mindst – for unge. Der kan være mange personlige årsager til, at livet er svært, men kunst og sport har værktøjer til at skabe et sikkert rum, hvor ingen bliver skilt ud. Den enkelte kan føle sig tryg i vished om, at hun og han er god nok. Det har altid være min filosofi at inspirere – give troen vinger – uanset om det har været som træner for håndboldspilleren Trine Østergaard, AGF-fodboldspilleren Christina Ravn eller en ung der ikke skal være professionel”.
Farlig leg med tid og teknologi
”Jeg boede i Aarhus. At tage ny uddannelse i Aalborg gav lange dage med to timers transport hver vej. Det er ikke et liv at byde sig selv eller sin familie. I dag bor min partner og jeg i en lejebolig i midtbyen. Jeg må sige, at Holstebro er dejligt familiært. Jeg kan tage hjemmefra, aflevere vores barn i skole og nå frem til teatret med 20 minutter på cykel”.
Også som professionelt kulturmenneske føler han sig godt hjemme:
”Vi har masser af kultur: Operaen i Midten, Ensemble Midtvest og min arbejdsplads for blot at nævne tre”.
I dag fletter Simon sin kunstneriske baggrund sammen med erfaringer fra sportsverdenen, og bruger det aktivt i sit arbejde på teatret. Lige nu er han i gang med opsætning af teatrets egen forestilling Human Can. Stykket får premiere 13. maj – med en forestilling på Copenhagen Stage Festival 22. maj. Emnet er kryopreservering: Nedfrysning af døde personer. Mennesker, der bliver tappet for blod, fyldt med kemikalieblanding og nedkølet til -196 graders celsius i beholder fyldt med nitrogen. En dag vil teknologien – måske – gøre det muligt at tø døde op, som kan vende tilbage til livet.
”Men det rejser alvorlige spørgsmål, vi skal forholde os til: Vores leg med tid, med teknologi, med relationer. Ja, sågar med det guddommelige. Har vi overhovedet lyst til at vågne op til en ny virkelighed? Har fremtidige generationer lyst til at få os på besøg? Måske er der en dybere mening med døden – at den skal animere os til at få det bedste ud af ét og kun ét kort liv”.
Hyldest til de små og skæve stykker
Indrømmet, espressoen er god. Det er udsigten også. Vi har taget plads i Inuna-tårnet. Inuna er en leg med ord: Nuna, inuk og inuit nunaat – fire grønlandske ord som betyder jorden, grønlænder og menneskenes land.
To gange om ugen produceres i tårnet podcast for grønlændere. Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret har alle dage haft tætte bånd til kulturer i hele verden – herunder også Grønland.
En arv, Simon Beyer-Pedersen glæder sig til at løfte videre ind i en ny tid:
”Jeg drømmer om, at teatret er et åbent vindue til verden. Et sted som hylder de små og skæve stykker. Hvor der er ro og plads til, at kunstnere kan dykke ned i emner, de undres over. Fortælle hvad de har på hjerte uden at føle sig presset. For mig er den skabende proces det interessante. Da jeg var danser, savnede jeg det sted, hvor der er rum til at omfavne og dyrke nysgerrigheden”.
Simon Beyer-Pedersen føler sig hjemme. I byen og på teatret.
Fandenivoldske på den stille måde
Der er noget fandenivoldsk over Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret. Det er ikke svært at se for sig, at gnister slår ud, når kunst fra øverste avantgardehylde tørner sammen med lokalbefolkninger i en egn af landet, som kan være traditionsbunden.
”Det sjove er, at når vi kommer ud i landsbyer med vores dans, sang og skæve ideer, kan modstanden være markant til at begynde med, men så finder vi alligevel fælles fodslag, fordi nordvestjyder inderst inde også er fandenivoldske. De er det bare på en stille facon, hvor vi teaterfolk larmer og gør ved. Men vi er fælles om i hvert fald én ting: Vi gør det, vi tror på. Da vi var ude i seks landsbyer og facilitere Skt. Hans-aften på en præstegård, blev det stor succes med 500 deltagere”.
Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret er blandt andet berømt for en metode kendt som The Barter – der er en kulturudveksling: En byttehandel mellem kunstnere og lokale befolkningsgrupper, hvad end det er lokalt i Nordvestjylland eller i andre små samfund i verden. Metoden er meget anerkendt, fordi den rummer borgerinddragelse og samskabelse. Når alverdens universitetsforskere skal studere fænomenet, vil de typisk vende blikket mod Holstebro.
”Jeg drømmer om et teater med stor diversitet. Hvor vi med forskellige formater – store som små – tilbyder os. Viser os frem i verden og danner gode, tætte relationer”.
På den front er teaterlaboratoriet ikke meget anderledes end erhvervslivet i Nordvestjylland, som målt per indbygger er landets i særklasse mest eksporterende egn. Det ligger med andre ord i blodet at se ud og se langt. Drømme stort. Tænke vildt.
Helheder i opbrudstider
Andre byer kan være kulturby i ny og næ. Holstebro er det år efter år:
”Konkurrencen er hård. Både herhjemme og i udlandet. Byer har brug for strategiske punkter at tale ind i for at skille sig ud. Herning har sport med fodbold og ishockey. Holstebro har i årtier været – og er stadig – en stærk kulturby. Vi er kendt nationalt og internationalt som en by og egn, der står stærkt på kultur og kunst. Det gør by og opland til et sted værd at komme til: Kunst og kultur skaber helheder i hverdagen. Skaber rum med plads til de store og svære spørgsmål i tilværelsen – og dem er der sandt at sige en del af”.
Hvis man er til gemmeleg, er teatret ”som Himmerige på jord”. Simon giver en rundvisning i et virvar af snørklede gange, trapper, værelser, værksteder, kontorer, mødelokaler, køkkener, loftsrum, lounges, og de tre teatersale – rød, sort og hvid. Ikke at forglemme ”Det Blå Rum” – som er udlånt til det nationale musikprojekt Kultursnedkeriet.
Vi står i foyeren. Findes der mon et andet teater i Danmark – ja, for den sags skyld i verden – hvor man som gæst bliver budt velkommen på en perlerække af ægte persiske tæpper? Næppe!
Nordisk Teaterlaboratoium – Odin Teatret er et forrygende forunderligt hus for skuespil, sang, dans. Men det er meget mere end det. At vandre rundt i knopskydningen af bygninger er som at spadsere rundt i en kunstsamling fyldt med skøre og skønne værker bragt hertil af kunst- og teatertrupper fra alverdens lande.
Og hold nu fast: Bedst som man tror, at intet længere kan forbavse en, står en række bogskabe indeholdende den folkekære skuespiller Ove Sprogøes omfattende bogsamling. Manden som gav os den koleriske og dog så elskelige vaneforbryder Egon Olsen – der altid havde en skidegod plan og gerne udskammede hundehoveder, hængerøve og socialdemokrater. Privat var Ove Sprogøe en meget belæst mand. Og hans fine bogsamling blev testamenteret hertil.
Hvor Ove Sprogøe lever videre i os i kraft af alt det, han gav – skal Simon Beyer-Pedersen tilbage til arbejdet at sætte det kunstneriske spotlys på mennesker, som drømmer om at leve videre med teknologien som metode. Tømt for blod. Nedsunket i nitrogen. Genoplivet.
Nogle vil elske forestillingen. Andre vil hade den. Og så er alt, som det skal være ifølge et lille teater. Som er stort. Og har hjemme i Holstebro.
