Hun har et blødt punkt for mennesker, som ikke passer ind i kasser og systemer, vi andre har fundet os til rette i. Særligt de unge hvis øjne lignede slukkede lys i en folkeskole, hvor boglig viden er den hårde valuta og virkelighed. Christine Thorhauge kan se tilbage på sit første år som leder af en skole for mennesker, der brænder for store maskiner.
De bygger broer, supersygehuse og boliger. Graver tunneller og bassiner til klimasikring. Anlægger veje. Udvider havne. Støber fundamenter til en ny og grønnere fremtid. Samfundet ville gå i stå uden de flittige arbejdsbier i bygge- og anlægsbranchen. Alligevel har deres job en påfaldende lav status.
Hos nogle – men ikke her.
Lidt nord for Ulfborg Plantage rejser en mindre skov af kraner sig. For kranernes fødder suser en myretuehær af mennesker og maskiner: Lastbil, rendegraver, gummiged, gravemaskine, dumper, gaffeltruck, vejtromle. Alt hvad et legesygt hjerte med et skvæt diesel i blodet kan begære.
Et hold elever er til eksamen i kranløft. Dem lader vi arbejde i fred. I stedet viser Christine Thorhauge ned til et hold EGU-elever, som i tre uger er på besøg hos Mercantec Ulfborg Kjærgaard. For at blive lidt klogere på skolen og – ikke mindst – sig selv. Kunne en uddannelse som maskinfører være noget for dem?
To hænder med talent
”Hej Casper og Jeppe – hvad laver I?,” råber Christine Thorhauge for at overdøve rendegravernes dieselmotorer.
”Vi bygger en vej,” svarer de to faglærere med brede smil og slår armene ud. I formiddag havde de undervisning i klasselokalet. Dagens teoriundervisning handlede blandt andet om, at sand sætter sig og i gennemsnit svinder med cirka 20 pct., når det bliver tromlet. Men sand er ikke bare sand. Nu er det eftermiddag – tommelfingerregel og teori bliver testet i praksis. Sand bliver lagt på, målt efter, skrabet, planeret, rettet ud.
Inde i én af rendegraverne sidder 22-årige Jeppe Søe Jakobsen. Med rolige hænder har han fat i to joystick og skraber centimeter-præcist det sand, der sammen med stabilt grus skal være underlag for en asfaltvej.
”Jeg har faktisk en gymnasial uddannelse fra USA. Min far arbejdede for Vestas på det tidspunkt og blev udstationeret derovre. Men bøgernes verden er ikke lige mig. Jeg er ikke god til at sidde stille. Jeg vil hellere bruge mine hænder. Det er i mine hænder, mit talent ligger,” forklarer Jeppe, der har arbejdet som landbrugsmedhjælper i tre år. Han ved, hvad han taler om – og hvad han vil.
Jeppe og de otte andre EGU-elever er halvvejs i deres tre ugers kursus hos Mercantec, men den unge mand fra Limfjordsøen Jegindø er ikke i tvivl. Han bygger en vej, men har også fundet sin livsbane:
”Jeg skal være maskinfører. Ingen tvivl om det. På fredag har jeg møde med en praktikplads i Hurup. Planen er, at jeg starter uddannelsen her hos Mercantec i oktober 2025 og to år frem. Indtil jeg begynder her på skolen, skal jeg arbejde som ufaglært for min arbejdsgiver”.
Jeppe Søe Jakobsen går givetvis en strålende fremtid i møde, for bygge- og anlægsbranchen råber på kloge hænder i disse år, hvor mange store projekter ser dagens lys.
At regne den ud er også matematik
Som mor til tre har Christine Thorhauge selv haft inde på livet, at studievejledning i Danmark lider af tunnelsyn: Folkeskole – derefter ungdomsuddannelse hvor bogstavet x gerne indgår – til slut videregående uddannelse.
Men Christine Thorhauge har et kald, der kan brænde en decemberkold rimtåge af:
”Mit hjerte brænder for de unge, der får lys i øjnene, så snart vi tager dem under vores vinger. Som vil vores branche og virkelighed. Hos os er der også bøger og masser af teori, men det er teori sat ind i en sammenhæng. Jeg har mødt så mange elever, der siger, de ikke forstår matematik. Men jeg kan love dig for, de kan regne kubikmeter sand i skovlen på en gummiged eller vægten af ballast på en kran, så den ikke vælter”.
Christine Thorhauge bor på Viborgegnen. Hun har arbejdet for Mercantec i to årtier. De første 20 år som kontorassistent indtil hun i fjor blev tilbudt jobbet som centerleder.
”Jeg kan heldigvis læne mig op ad en hær af megadygtige faglærere og specialister. Min rolle er at sætte en retning. Engagere alle i at flytte skolen i en tid, hvor der sker mange omvæltninger. Den grønne omstilling rammer bygge- og anlægsbranchen med fuld styrke i disse år. Skrappe krav om reduktion af udledninger, mere bæredygtige løsninger og ESG-regnskaber. Vi har haft en elev, som sparede sin virksomhed for 100.000 kroner om året i brændstof ved at lære fra sig sin viden herfra om effektive arbejdsgange, tomgang og kørestil”.
Også brug af 3D, satellitter og kunstig intelligens står højt på dagsordenen – ligesom sikkerhed gør det. Ikke mindst når der sker ulykker i branchen, som kunne have været undgået. For eksempel da en kran for nylig væltede under opsætning af en vindmølle i Østerild.
Karakterbog er ligegyldig
”Jeg har altid godt kunne lide at snakke med eleverne. Jeg kan identificere mig med dem. Mange har fået så mange tæsk og nederlag i folkeskolen, at de til sidst selv begynder at tro, de ikke dur til noget. Det er så livsbekræftende at få dem tilbage på sporet. Give dem selvtilliden tilbage. Det kan godt være, de kæmper med ordblindhed eller en diagnose, men de skal ikke efterlades på en perron brændemærket for altid. På vores skole ser vi ind i mennesket – ikke på den karakter de har fået til en eksamen i folkeskolen”.
16 år og et traktorkørekort er formelt set nok til at begynde en uddannelse som maskinfører hos Mercantec. Og der venter – til manges store overraskelse – vellønnede job ude i en virkelighed med mangel på arbejdskraft:
”Vi har afholdt informationsmøder, hvor tidligere elever har fortalt, hvad de i dag tjener i bygge- og anlægsbranchen. Mange forældres øjenbryn ryger op i panden, når de hører om månedsløn på 40-45.000 kroner. Det havde de tydeligvis slet ikke ventet”.
Bringer viden tilbage til virksomheder
En elev på Mercantec i Ulfborg Kjærgaard kan sagtens have rynker og et gråt hår eller to. På skolen bor og arbejder også ufaglærte med mange års erfaring. Midaldrende som er på skolen af samme grund som de unge: Få sig en god og solid uddannelse indenfor bygge- og anlægsbranchen. Uanset om det er en af de gigantiske internationale entreprenørvirksomheder eller den lille lokale anlægsgartner, som venter på en.
Unge som ældre – for alle gælder, at de efter et år og midtvejs i deres uddannelse, skal prøve rollen som byggeformand. Det giver ifølge Christine Thorhauge eleverne en masse ny viden og selvindsigt, men bidrager også med noget godt ude på arbejdspladserne at have prøvet på egen krop, hvad det vil sige at stå med ansvaret.
I bygge- og anlægsbranchen er der særdeles stor opbakning til uddannelserne. Skolens højsæson er vinterhalvåret, hvor der er lidt mindre tryk på bygge- og anlægsbranchen. Eleverne kommer tilbage til entreprenørvirksomhederne med en masse kundskaber, men også ny viden om applikationer, der kan spare udledninger i forhold til CO2-regnskabet. Teknologiske landvindinger virksomhederne ofte ikke ved af. Og nok så vigtigt har eleverne øvet et og andet i et beskyttet miljø i en branche, hvor en entreprenørmaskine sagtens kan stå i 2-3 millioner kroner – og et overgravet kabel kan udløse en økonomisk katastrofe.
Kønsfordelingen af eleverne på Mercantec Ulfborg Kjærgaard er skæv. Meget skæv.
”Ja, der er desværre meget få unge kvinder. Jeg tror, der hersker en overbevisning om, at bygge- og anlægsbranchen er for fysisk hård til kvinder. Den er hård, men kvinderne klarer sig akkurat lige så godt som mændene,” slutter Christine Thorhauge og ligner en centerleder, som nok skal få rettet op på den skævhed også.
