Nicolai Berthelsen er fotograf hos Creativ Company og tager som freelancer billeder til virksomheder og sine egne kunstserier. Det her er hans historie fortalt i billeder.
27-årige Nicolai Berthelsen har allerede fejret 10-årsjubilæum som fotograf hos Creativ Company i Holstebro. Det i sig selv er unikt, men der gemmer sig langt mere bag den store linse end godt håndværk og fantastiske billeder.
Det fik jeg et lille indblik i, da jeg gik og kørte en tur med Nicolai rundt til nogle af de steder i Holstebro, der har haft størst betydning for den unge fotografs liv. For det er en by, han elsker. Både professionelt og som borger og ambassadør.
Det her er en fortælling om Nicolai fortalt igennem hans egne billeder.
Bilen
Vi begynder her. Nicolais limegrønne Kia Picanto er kørt ind til siden ikke langt fra barndomshjemmet i Mejrup. Ikke langt fra Vandkraftsøen. Men sådan har det ikke altid været, det med at køre rundt i bil. For da han begyndte sin uddannelse som reklamefotograf og fik læreplads hos Creativ Company som blot 15-årig, var han af gode grunde nødt til at tage cyklen.
– Jeg var så sulten efter at lære. Jeg havde købt mit eget kamera for surt optjente lommepenge, og det blev sammen med min cykel trofaste følgesvende i de år, hvor jeg piskede rundt til alle de opgaver, jeg kunne komme i nærheden af, siger Nicolai Berthelsen.
Jubilæum
Nicolai blev som 20-årig uddannet som den yngste reklamefotograf i Danmark nogensinde og er i dag allerede i gang med sølvbryllupsplanlægningen, efter han for et par år siden kunne fejre 10-års jubilæum hos Creativ. Det blev en vigtig milepæl for Nicolai, der ikke blev levnet mange chancer inden for faget.
– Et naturligt talent vil jeg ikke ligefrem sige, jeg havde, men jeg tror, min stædighed og nysgerrighed har skabt min karriere. Jeg fik som ung at vide, at jeg slet ikke vidste, hvad jeg ville med mit liv. Så jeg er stolt af, at mit jubilæum hos Creativ har modbevist det, for jeg var slet ikke i tvivl, siger han.
Baghaven
Tiden er spolet frem igen til den limegrønne Picanto. Vi går ned i det, der vel sagtens kan kaldes forældrenes gamle baghave, naturområdet med får og knæhøjt græs mellem Mejrup og Tvis Mølle. Nicolai havde i sin barndom svært ved at sidde stille, men her var ro. Her kunne han gå og jonglere med sine egne tanker og udforske det der med fotografier.
– Jeg har brugt rigtig mange timer her. Det var her, jeg ventilerede, og det var her, jeg lærte at fotografere. Lige pludselig kunne jeg bruge min passion for billeder i andre sammenhænge. Matematikken blev fx nemmere, fordi jeg også brugte det i det fototekniske, siger han.
Makro
Naturområdet var den perfekte legeplads for Nicolai. Her blev der nemlig leget med både makrofotografering og lukketider. Nærbilleder og halvtotal. Han tog naturen for givet dengang. Det var nødvendigt i jagten på at blive bedre. I dag er det anderledes.
– Det var et gigantisk frirum, men jeg tog øjeblikkene for givet. Det at fange de øjeblikke i dag – at fastfryse momentet – er noget af det, jeg sætter allermest pris på ved mine billeder. Det handler om at fastholde minder og få nuet til at leve for evigt, siger han.
Broen
Nicolai har i en årrække skabt kunstfotografier. Alt fra Vesthavet til Ringvejen (den vender vi tilbage til) er kommet under kærlig behandling. Det taler vi om, mens vi går forbi Elkjærstiens hængebro. Meget passende lige dér.
– Min næste kunstserie indeholder broer. Jeg synes arkitektur og linjer er spændende, og der ligger en masse betydning i broens forbindelser mellem mennesker.
Og så er der noget med broens stabile søjler. For dem har Nicolai haft nogle stykker af i sit liv. Mor og far. Lotte og Peter, der gav ham chancen hos Creativ Company. OCD og ADD. Sidstnævnte ofte kaldet den stille ADHD.
Pillerne
Der har i mange år, hver morgen, ligget den samme lille portion af piller og ventet på Nicolai. Han har siden sin barn- og ungdom først levet med og dernæst udnyttet sin OCD og ADD. For styrkerne er ikke til at tage fejl af. OCD giver ham praktik og planlægning, mens ADD’en giver ham mulighed for at lade idéerne flyve. Det er stærke, men kontrollerbare modpoler.
– Jeg har med årene lært at udnytte potentialerne. Jeg kan godt miste fokus, men det er ok, for det, jeg vinder på at have det bedste fra to verdener, er en gave. Det er den samme tilgang, jeg giver videre som mentor for unge mennesker, siger han.
Toppen
Vi sætter os i Picantoen og kører den beskedne tur hen til Tvis Mølle og shelterne på bakken. Toppen af Holstebro. Eller i hvert fald et udkig til Holstebro med Vandkraftsøens krusninger i forgrunden. Her har Nicolai taget billeder for Bang og Olufsen, opbygget sin første brandert og sneget sig til sit første kys.
– Det var her, jeg var ung. Jeg havde det meste i Mejrup og kunne få resten i Holstebro. På toppen af Tvis Mølle med udsigt over søen mærkede jeg kulden og blæsten med en øl i hånden. Det var et afbræk fra det normale, siger han.
Ringvejen
Vi starter det limegrønne lyn op igen. Ved hjælp af den skiftevis et- og tosporede ringvej drejer vi ind mod byen. Billedet oven for er et fugleperspektiv af Ringvejen, som Nicolai har brugt til en kunstserie. Byen, som vejen slår ring om, har ifølge Nicolai den perfekte størrelse. Det har aldrig været et tema for ham at flytte væk. Faktisk ville de helt store drømme have ganske svært ved at konkurrere med Holstebro.
– Det tiltaler mig, at der er alt, hvad jeg skal bruge. Der er kort vej til et stærkt netværk. Opvæksten i den her størrelse og i et trygt lokalsamfund har givet mig evnerne til at kunne skabe tillid. Og det er en vigtig evne som fotograf.
Slagteriet
Endestationen er Slagteriet. Skulle Nicolai og alt det, han har proppet i sit livs rygsæk, være et område i byen, ville det her være et fint bud. Kreativiteten, iværksætteriet og mødet med mangfoldigheden er værdier, der går igen. Hvor Tvis Mølle var kravlegården, blev Slagteriet et laboratorium.
– Her har jeg godt nok skudt mange billeder til forskellige formål. Jeg har fotograferet modeller fra Unique Models og modeller til en smykkeserie. Jeg er jo en nørd, så jeg kan godt ærgre mig over, at miljøet herude ikke var etableret, da jeg var ung.
Inden vi skilles, bliver det også til en afsluttende snak om drømme. For hvad drømmer en talentfuld fotograf, der ikke vil væk fra Holstebro, om? Naturligvis noget, der er forankret i byen.
– Jeg drømmer om, at mine kunstbilleder bliver en ting i Holstebro, siger han.
Håbet er limegrønt som Picantoen… ville personen, der ikke troede på Nicolai, have sagt. Vi, der har et indblik i Nicolais evner, ved, at det nok skal ske en dag.
