Han bombede for Brøndby og Bolton på grønsværen i 90’erne. Nu er han kontorfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi, mens han jagter den næste store musik- eller kunstoplevelse.
Det er egentlig ganske ironisk, at den historie, du nu skal læse, er udkommet digitalt.
Ikke at hovedpersonen som sådan har noget imod udvikling og ting på nettet. Han er bare langt mere til det håndgribelige. Det fysiske. Det på print.
For ’Bomber’ Bo med det mere borgerlige navn, Bo Hansen, er til aviser, vinyler, kunst, bøger og gammeldags fodbold.
Han er født i Holstebro og brugte især 90’erne på at banke bolde i rusen. Først for Holstebro Boldklub, så Brøndby og dernæst engelske Bolton med stor succes, inden karrieren blev rundet af i det dengang nystartede FC Midtjylland i 2004.
Herefter begyndte Bo Hansens liv 2.0.
For sådan er cyklussen for professionelle fodboldspillere. De opererer ud fra et før og et efter. Der er skrevet mange referater og analyser om det, der ligger før Bo Hansens karrierestop:
Og det er ganske imponerende med tre danske mesterskaber, en pokaltitel, Premier League- og Champions League-kampe på CV’et samt en enkelt landskamp, der var med til at sikre Danmark King Fahd-cup-trofæet i 1995 (helt fair, hvis lige præcis den titel er smuttet fra hukommelsen).
Men nu skal du altså primært høre om det, der fylder i Bo Hansens liv anno 2024, 20 år efter den 52-åriges officielle karrierestop.
Kunstner-DNA i stuen
Jeg møder Bo Hansen på kunstmuseet i Holstebro. Det er hans egen idé, det med mødestedet. På forhånd vidste jeg godt, at kunsten betyder noget. Det har en nær ven, en kollega til Bo Hansen ved Midt- og Vestjyllands politi, fortalt.
Det kræver da heller ikke mange minutter på kunstmuseet at mærke passionen. De vilde og kaotiske malerier af tyske Jonathan Meese bliver lynanalyseret, mens Henri Matisse’ papirklip fra bogen Jazz bliver betragtet og rost til skyerne.
Et af sidstnævntes værker hænger endda hjemme ved den tidligere fodboldspiller side om side med historiske aftryk fra andre inden- og udenlandske kunstnere som Jens Søndergaard, Pablo Picasso, Françoise Gilot, William Skotte Olsen og Eske Touborg. Bo Hansen har en bred smag.
Mens hans passion for kunst atter bliver cementeret af den store kunstviden på vores vej gennem museet, sniger jeg et spørgsmål ind omhandlende kunstinteressen. Stille naturligvis, for vores hævede stemmer, der er steget i takt med den tiltagende kunstsnak, har allerede kostet et gult kort fra en museumsvagt. Bevares, det var også på sin plads.
Men hvorfor kaster en Torjäger, som de syd for grænsen ville have kaldt Bo i 90’erne, sin kærlighed på kunst og kunstmuseer?
– Om det er vores værker derhjemme, på museerne eller i de mange kunstbøger, jeg elsker at læse i (han købte engang en hel flyttekasse med forskellige brugte kunstbøger), så er det perioderne, kunsten er skabt i, der især interesserer mig. Kunsten kan på sin helt egen måde fortælle om krigstid, arbejdsløshed og meningen med livet i lige præcis den tid, værket er skabt, fortæller Bo Hansen foran museets to kæmpemalerier af den halvdanske og halvtjekkiske kunstner Tal R, der er født i Israel.
– Det er lige præcis dét fysiske aftryk, som jeg synes, er fantastisk at have hængende derhjemme. Jeg købte et ganske lille træsnit af et selvportræt af Edvard Weie fra 1912, som jeg aldrig vil af med. Tænk sig, at jeg har noget af hans DNA i form af værket og signaturen hjemme hos mig. Det er fedt! Det samme gør sig gældende for signaturen på vores Picasso-radering.
Oplært i den sorte kunst
Selvom Statens Museum for Kunst, HEART i Herning og forskellige gallerier i varierende størrelser flittigt bliver besøgt, så er det alligevel på hjemmebanen i Holstebro, Bo Hansen har sine faste kunstrutiner.
– Jeg besøger Holstebro Kunstmuseum en håndfuld gange om året, hvor jeg altid ser frem til den næste spændende udstilling. Men det er generelt en fantastisk kunstby at bo i, for vi har så meget af det. Det er fuldstændig sindssygt, at vi helt casual har en Alberto Giacometti statue, Kvinde på Kærre, stående i midtbyen. Den kan byen godt glemme bare at overveje at komme af med, siger han med en imaginær, men meget bestemt løftet pegefinger.
Det var ikke svært for Bo Hansen og familien at vælge Holstebro til, da eventyret på de britiske øer blev skiftet ud med fodboldkampe på dansk jord. Lige netop det store engelske eventyr var grunden til, at han ofte besøgte Holstebro i sine ferier, hvor tiden blev brugt jordnært med venner og familie.
Byen kendte han godt, for her blev han, indtil han var færdig med sin uddannelse som grafisk trykker og kunne drage til Brøndby i 1994. Rounborgs Grafiske Hus var den faste arbejdsplads i de ti år, der fulgte efter hans karrierestop.
Oplært i den sorte kunst, som han kalder det. Det er roden i den kærlighed, han stadig nærer for den trykte avis.
– Det at sidde med en avis i hånden er fantastisk. Jeg er stor tilhænger af det på print, men jeg ved ikke helt, om medierne forstår vigtigheden af det trykte og fysiske. Det ville være en katastrofe, hvis Dagbladet lukkede, fordi folk ikke støtter op om indholdet, siger han.
Den sorte kunst blev i 2014 skiftet ud med en stilling som kontorfuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi, hvor han blandt andet sidder med borgernes anmeldelser. Uden nogensinde at overveje at flytte fra den by, han elsker så højt.
– Holstebro har altid været en fed by med en god størrelse, masser af kulturelle tilbud og noget for alle. Jeg synes, Slagteriet er verdensklasse for de unges kultur- og ungdomsliv, og så glæder jeg mig personligt meget til at se Sygehusgrundens udvikling. Erhvervslivet, infrastrukturen og midtbyen er bare i rivende udvikling, siger Bo Hansen.
Stoltheden er kolossal
Okay, jeg overgiver mig. Det skal handle lidt om fodbold alligevel. Men kun det fodbold, der fylder i Bo Hansens liv i dag. Vi har for resten på det her tidspunkt rykket os ud i museernes indgangshal til en kop kaffe for ikke at trække det røde kort hos museumsvagten.
Når snakken falder på fodbold, er det minderne om en oplevelses- og udbytterig professionel fodboldkarriere, der fylder hos Bo Hansen. Meritterne taler sit tydelige sprog, og det er især succesårene i Brøndby og Bolton, der står klarest.
– Jeg er stolt af at have været en del af noget, der har betydet noget for så mange. Jeg er taknemmelig for de store oplevelser som FA Cup-kampene på Wembley, oprykningskampen til Premier League i 2001 og de efterfølgende Premier League-kampe, siger han.
– Min ene landskamp og selve turneringen ved de uofficielle verdensmesterskaber, King Fahd-cup, i Saudi Arabien i 1995 var også en kæmpe oplevelse. Bare det at se Michael Laudrup på tætteste hold var en fornøjelse – og så var der jo alle de andre stjerner hos blandt andet Nigeria og Argentina.
Og når vi nu er ved Saudi Arabien og landets charmeoffensiv over for profilerede fodboldstjerner og deres trang til luksuriøse levevilkår, så er det vist ikke til læserens store overraskelse, at Bo Hansen ikke engang åbner op for en snak. Forståeligt, tænker den fodboldinteresserede journalist for sig selv.
Han vil til gengæld gerne åbne op for nummer to på Hvad-Bo-Hansen-ikke-bryder-sig-om-ved-moderne-fodbold-listen: VAR, Video Assistant Referee, videohjælp til dommerne på banen.
– Retfærdighedsmæssigt giver det god mening, men vi skal altså kunne acceptere, at dommere kan lave fejl. Det er forkert med et system, der kigger efter fejl ned på enkelte millimeter. Hvis du vil finde fejlene, kan alt dømmes. Det er virkelig ærgerligt.
Videoovervågningen giver samtidig gode, holdningstunge samtaler med Bo Hansens kollega, HR-chef ved Midt- og Vestjyllands Politi og Superliga-dommer Michael Tykgaard, der efter Bo Hansens udsagn er en af Danmarks bedste dommere.
– Han får da lige en besked, hvis en kendelse i en fodboldkamp har givet anledning til frustration. Lige med ham ville jeg være tryg i, at han dømte uden videohjælp. Han er superdygtig.
Rammerne for det gode liv
Med god grund er de fodboldmæssige tilbageblik fyldt med glæde. Stoltheden er kolossal, som Brøndbyfansene plejer at synge på den københavnske Vestegn. Med samme lungers kraft, som da de sang om ’Bomber’ Bo i 90’erne – for det var lige netop på grund af en fanskabt sang, at vestjyden fik sit bombastiske navn.
Han er bestemt heller ikke glemt i den blågule idrætsforening. Hvert år bliver han lykønsket til sin fødselsdag på Brøndby IF’s officielle kanaler, ligesom han jævnligt modtager beskeder fra Brøndbyfans.
Støtten er gensidig. Havde Bo Hansen mod sine egne principper og ønsker boet i Københavnsområdet, ville han have haft fast plads på de selvsamme lægter, der indrammede hans mange mål for Brøndby.
Nu er der andre ting, der skaber rammerne for Bo Hansens liv. Når tiden ikke bliver brugt sammen med parrets tre børn og på kunst, er det koncerter, der fylder kalenderen ud. Otte af slagsen bare i foråret, er hvad Bo Hansen og venneparrene kan se frem til. Og når det kommer til musikken derhjemme?
– Musikstreaming… Jeg vil ti gange hellere sætte en vinyl på og læse på omslaget imens. Det er så fedt, at de unge kunstnere som Minds of 99 udgiver deres musik på vinyl. Jeg har alle deres vinyler, siger han.
Og det er ikke just overraskende. For det går igen. Det håndgribelige. Det fysiske. Det på print. ‘
