I udlandet nikker forretningsfolk anerkendende – der står en ligefrem og professionel respekt om Creativ Company og dets internationale salgsdirektør. I fødebyen har vi også lært privatpersonen Charlotte at kende. Hun ville ikke være alene og ensom, da hun blev konfronteret med kræftdiagnose og sin egen dødelighed. I sit livs mørkeste krise lukkede hun os ind. Folk i og udenfor Holstebro trådte et skridt frem. Rakte ud.
” Vi ved, hvem hinanden er. Derfor er det lidt lettere for så mange at gå hen til mig, lægge en hånd på min skulder eller arm og sige: ”Jeg tænkte lige på dig…”
Charlotte Lynn le Fèvre
Det er fredag formiddag. Sensommer og tidligt efterår spadserer i hånd gennem Storådalen. På en sydvendt skrænt i udkanten af Holstebro ligger en gedigen villa bygget i 1971. Panoramavinduer fra gulv til loft lokker et mageløst landskab indenfor.
Men det er ikke udsigten, der slår gæsten omkuld. Det gør livsglade og energiske Charlotte Lynn le Fèvre. Med en livshistorie, som de seneste fem år har budt på flere kapitler skrevet i dystre toner.
En fortælling om at miste sin far. Få en kræftdiagnose. Blive opereret og underkaste sig kemobehandling fordi canceren spreder sig.
Om at være dødssyg af kemomedicin, miste fodfæste og sit lange korngule hår. Overleve den livstruende sygdom. Være modig og stærk nok til at vise sin sårbarhed. Blive omfavnet af kærlighed fra nær og fjern.
Som menneske være den samme Charlotte som før. Altid på farten med kampstøvler på. Og dog forandret. For altid. Tage sig tid til pauser med langsomt nærvær og eftertanke.
Hjertelige smil til verden
”Jeg har en ny leveregel: Ser jeg et menneske, som har det dårligt, vil jeg aldrig gå forbi og lade som ingenting. Det gør ingen forskel, om jeg kender personen eller ej. Det er muligt, jeg ikke kan hjælpe, men jeg kan standse, række hånden frem og skabe øjenkontakt. Stille et af de vigtigste spørgsmål mellem mennesker: Hvordan har du det – er du OK?”
Charlottes lange blik siger alt: Hun mener hvert et ord. Øjnene er fulde af liv. Hun smiler så hjerteligt til verden. Øjnene er også fugtige. Mange blomster i hendes livs bede har groet sig farverigt smukke og stærke i smertefulde oplevelser.
Charlotte Lynn le Fèvre er født og opvokset i Holstebro. I sine unge år vandrede hun ad alt andet end lige landeveje. Som nyudsprunget klassisksproglig student læste hun pudsigt nok videre til revisor. Skatteret 1-modulet var så tilpas kedeligt et bekendtskab, at det blev stopklods.
Peter Nørgaard, som dengang var direktør i Creativ Company, havde ikke et job til Charlotte, men kunne hun skabe sig et, var hun velkommen. Det kunne hun. Så eftertrykkeligt at hun i år har fejret 20-års jubilæum som krumtap i en enestående succes. Creativ Company er vokset fra få til 460 medarbejdere. Fra beskedne lokaler i Vemb til en koncern med forretning i flere end 30 lande verden over. Fra et hobbybetonet familieforetagende til strømlinet international virksomhed ejet af en kapitalfond.
”Lov mig at passe godt på Charlotte”
Undervejs har hun boet og arbejdet i Dubai. I dag står der international salgsdirektør på Charlotte Lynn le Fèvres visitkort.
Livets op- og nedture skeler ikke til titler. Med- og modgang rammer høj som lav. Livskriserne har med dundrende tunge slag banket på Charlottes dør de seneste fem år. Det begyndte med hendes fars død 19. november 2019. Hans sidste ord i denne verden var til Mark: ”Lov mig at passe godt på Charlotte”. Mark er mand for at holde ord: Kort efter blev han og Charlotte gift.
Samme dato et år senere begynder det, der bliver flere års barsk dans med sygdom for det nygifte par og den sammenbragte familie: Mark bliver indlagt og opereret for en forsnævring i kranspulsåren. Kort efter får Charlotte samme diagnose og operation. To år senere mister hun en del af synet på det ene øje, hvilket skyldes et forhøjet tryk i hjernen.
”Hver gang rejser jeg mig og arbejder efter korte sygemeldinger videre. Finder en vej”.
Men det skulle gå fra slemt til værre: I brusebadet efter træning opdager Charlotte onsdag 8. november 2023 en knude i sit bryst. Huden har ændret sig. Krøller uvant. Forvisset om at det nok er en harmløs fedtknude, ringer Charlotte dagen efter til sin læge og får henvisning til scanning på Viborg Sygehus en uge senere.
”Jeg havde været til mammografi-undersøgelse et år tidligere. Undersøgelsen viste ingenting. Jeg var ikke for alvor nervøs. Som mange andre kvinder sikkert vil genkende, havde jeg lidt uro i maven, mens jeg ventede på svar. Svaret ramte mig tungt og hårdt – for lægen sagde: Det ser ikke godt ud”.
…
Sidste dag med langt korngult hår
Charlotte ser hen over sofabordet i en lys stue med grønt landskab som baggrundstæppe. Øjnene smiler igen. Det smitter:
”Hvad er kærlighed? Lidenskab, intimitet, fortrolighed. At føle sig hjemme. Derfor kan jeg med sikkerhed sige, at jeg får masser af kærlighed. Fra de inderste cirkler i vores sammenbragte familie med fire voksne børn i 20’erne – til omsorgen fra fremmede mennesker, jeg møder på gaden i Holstebro eller på kræftafdelingen på Gødstrup. Fremmede, som viser sig ikke at være så fremmede endda, fordi vi med ét betyder alt for hinanden. Min historie har rørt dem – og deres fortællinger rammer mig dybt. Nogle har været syge af kræft, andre er pårørende. Nogle overlevede, andre har mistet. Vi bærer på en angst, vi er fælles om. Som vi kan dele med hinanden. Der er ikke meget godt at sige om kræft, men få sygdomme – om nogen overhovedet – giver så stærk en sammenhørighed. Vi er forbundne”.
Charlotte viser videoen hun optog, da hun sammen med frisøren, havde besluttet at tage hårdt fat i rattet. Komme kemoterapien i forkøbet. Forvandle afmagt til handling.
Charlotte sidder i frisørstolen. Holder sin mobiltelefon op. Filmer sit spejlbillede. Frisøren står tæt bag Charlotte. Lidt til højre. De to griner lidt forsigtigt. Da Charlotte er klar, tænder frisøren hårtrimmeren. Med nænsomme bevægelser fører hun maskinen gennem Charlottes lange og glatte korngule hår, der falder ned i skødet – tungt som strå fældet af en le. På sekunder forvandler Charlottes ydre sig fra ypperlig, feminin skønhed til en næsten kønsneutral kræftpatient.
”Er det ikke vildt? At så meget af personligheden er bundet til vores hår”.
Lynopladning af flade livsbatterier
Helt i tråd med Charlottes tilgang til sygdom såvel som resten af tilværelsen bladrer hun i sit fotobibliotek hurtigt frem til portrætter af hendes mandlige træningskammerater i det lokale fitnesscenter. Mændene har meget lidt hår på hovederne. De er klædt i mørke t-shirts med hvide bogstaver: ”WITH A BODY LIKE THIS – WHO NEEDS HAIR?”
“Det var min gave til dem. Vi fik et godt grin. Nu er det sådan, jeg ser ud – jeg har lige så lidt hår, som I har. Det var dejligt afvæbnende at gøre lidt grin med mig selv. Stemningen blev lettere. Fitness har betydet alt for mig. I træningslokalet genvandt jeg kontrollen. Ja, jeg var ramt af kræft og kemobehandling, men jeg var ikke et offer. Træningen var mit biologiske kemo – den medicin som holdt fysisk og psykisk sund”.
Dybe smilehuller bærer vidnesbyrd om, at fitnessholdet mange gange har givet Charlotte kampgejst og energi, når livsbatterierne var flade og hun havde brug for lynopladning.
Det har været livsforandrende at gennemleve et kræftforløb og overleve en dødelig sygdom. At tale med sine nærmeste om døden på et tidspunkt i livet, hvor hverken hun eller familien var klar til det. At være syg af kræftknudernes livtag med kroppen og endnu mere syg af kuren, der skal helbrede. At ligge i fosterstilling lammet af smerter svøbt i et håndklæde på sit badeværelsesgulv. Sidde til middage med nære venner, høre stemmer der ikke trænger ind. Være tom for ord og føle sig som et fremmed rumvæsen i sit eget hjem.
Akkurat som det har været livsforandrende at åbne sin dør og opdage små gaver på trappetrinnet: Hjemmebagte boller, god chokolade, fine flasker med shampoo og hudpleje, et kort med ord skrevet i kærlighed, en sten med ganske særlig betydning. Mærke opbakningen fra kolleger og chefer, som tager en ekstra tørn, samler bolde op og rækker ud med tilbud om at hjælpe – med praktiske ting eller et kram. At blive opsøgt på gaden af mennesker, som har mistet eller gennemlevet og overlevet én af de mest frygtede sygdomme.
”Frygten ankom før os”
Charlotte valgte at spille med åbne kort om sin sygdom og kræftbehandling, fordi hun tidligt mærkede, hvor skræmte vi bliver, når vi hører de fem bogstaver, som egentlig ikke rimer på død – og så alligevel inde i vores hoveder gør:
”Rygtet om min kræftdiagnose var løbet i forvejen, da vi en lørdag ankom til julefrokost hos venner. Frygten ankom, før vi gjorde. Flere så skræmt bort, når jeg trykkede deres hånd. Jeg tror, de var bange. Bange for at gøre mig fortræd. En slags hensynsbetændelse som forhindrer os i at vise den omsorg, vi har i os. Nogles frygt bor sikkert i egne traumer – andres bunder nok i en dyb angst for selv at blive ramt. Julefrokosten overbeviste mig om, at eneste vej frem var fuld åbenhed. At invitere indenfor i det svære”.
Derfor har følgere af Charlotte Lynn le Fèvre på sociale medier fået et sjældent og meget personligt indblik i kræftbehandlingens grimmeste øjeblikke. Set kanyler med stærke kemopræparater lagt ind i underarme, blodårer ødelagt af den giftige medicin, kinder der blusser ildrødt som én af de mange bivirkninger, mens livsgnisten i øjne forsvinder i mørk intethed.
Gøre sig umage med livet
For små 17 år siden – da Charlotte kom hjem fra sin første store Internationale messe i et job, hun på chefens opfordring selv havde opfundet – lå der nye kontakter fra 54 lande i kufferten. Creativ Company var slet ikke forberedt på så massiv succes på Frankfurtmessen, men det blev startskuddet for Charlotte og kollegerne.
I mødet med sygdommen kræft har det livsglade, ekstroverte menneske-kraftværk Charlotte i lange perioder noget uvant måtte overgive sig. Bide i græsset. Lade tid og tålmodighed være sine nærmeste allierede. Også nu da hun i august 2024 så småt er vendt tilbage til sit gamle job i en ny virkelighed:
”Første arbejdsdag efter 200 dages kræftbehandling er reelt det øjeblik mit gamle jeg bliver konfronteret med mit nye jeg. Indtil da har jeg været patient i en boble – et beskyttet værksted. Det er som at vende hjem og opdage at nogen har møbleret rundt på alt. Intet er, som det var”.
”Jeg har hele tiden haft fokus på, hvad jeg selv kunne gøre. Accepteret at min krop ikke altid har været med mig, men alligevel trænet den i al dens uvilje. Haft fokus på at holde mig så fysisk stærk som det var muligt. Fordi det styrker mit sind. Jeg har måtte acceptere, at der er ting, jeg ikke lige har kunnet, men holdt alt fokus på mulighederne og glæden i det, min krop og jeg magtede”.
Få timer på job kan smadre Charlotte til pindebrænde. Fysisk og mentalt. Men hun kæmper. Ikke mod, men med sig selv. Bakket op af familie, kolleger, venner, bekendte og holdkammerater i fitnesscentret. Hun er stærk. De trinde muskler spiller i arme og skuldre, når hun viser de ar, som nogle kalder livssmykker: Små vidnesbyrd om alt det, vores kroppe har levet og overlevet.
”Min arbejdsplads gør alt for at hjælpe mig godt i gang igen. Min chef, Kasper Eik, og administrerende direktør Jakob Moeskjær har været formidable. Jeg kan godt føle mig utilstrækkelig og uduelig. Det er en stor trøst at have chefer og kolleger, som har den tålmodighed, jeg ikke selv ejer”.
Taget ud af hamsterhjulet
”Når det nu ikke kunne være anderledes, tænker jeg i dag på kræftsygdommen som en gave. I 10 måneder blev jeg smidt af hamsterhjulet. Det har været en anledning til at genbesøge, hvorledes livet også kan se ud. Jeg har mødt mennesker og skæbner, jeg ellers ikke ville have krydset spor med. Jeg har set så utrolig megen menneskelighed, jeg næppe havde fået øje på uden benspændet fra kræftsygdommen. Verden er blevet meget mere lys”.
”Jeg har gået modeshow som skaldet. Ja, jeg er en anden, men jeg er stadig en krudtugle og en knævrerøv, som vil leve livet i menneskebyen. Og hvem siger i øvrigt, at jeg var rigtig før sygdommen? Måske er jeg den, jeg skal være, nu? Jeg har fået andre perspektiver på livet. Mark og jeg har talt en del om, hvad der er vigtigt i tilværelsen. At livet ikke er en jagt på leveår – i stedet vil vi plante smukke oplevelser og plukke fine øjeblikke i hverdagen. Holde en sund balance mellem arbejde og fritid. Der er så meget, vi går glip af, hvis vi har for travlt. Vi kan godt gøre os lidt mere umage med livet i den korte tid, vi har det”.
Det er sin sag at vende tilbage på jobbet efter 200 dages kræftforløb.
Men hun er blevet modtaget med åbne arme af kollegerne direktør Jakob Moeskjær, som har fulgt levende med i hele forløbet. Billedet her vidner også om den humoristiske sans ikke har lidt skade undervejs.
Mennesker gør en forskel for hinanden
Når galt skulle være, er Charlotte taknemmelig for, at hun er født og bor i Holstebro:
”Det havde helt sikkert været noget andet i en storby. Her kender vi hinanden – om ikke andet så lidt perifert. Fra folkeskole, gymnasium eller tidligere arbejdspladser. Fra sportsklub eller børneinstitutioner. Vi ved, hvem hinanden er. Derfor er det lidt lettere for så mange at gå hen til mig, lægge en hånd på min skulder eller arm og sige: ”Jeg tænkte lige på dig…” I skulle bare vide, hvor meget det betyder, at mennesker gør sig den lille anstrengelse. Det er omsorg og ja, det er kærlighed”.
Udgangsreplikken læste Charlotte i en bog af Maria Borelius:
”Bogen handler om det gode liv og havde en skøn definition, jeg har gjort til min: At være tilfreds og enes med de fleste”.
Charlotte Lynn le Fèvre ligner unægteligt en kvinde, som med stærke hænder og stort hjerte har fat i det gode liv. I en nordvestjysk by og egn, hvor hun har gjort en forskel for mange, som har gjort en forskel for hende.
